Annonce

Annonce

Elever ved frokostbuffeten på Anna Wittlock gymnasiet i Stockholm

På Anna Wittlock gymnasiet kan eleverne spise alt den vegetariske mad, som de har lyst til, og skolen, som allerede har vundet flere priser, er i år indstillet til prisen som den mest bæredygtige, offentlige kantine i Sverige. Foto: Mie Reihs Hegnar

Svensk gymnasium går foran med økologi og bæredygtighed

Duften af gamle madpakker er et ukendt begreb i undervisningslokalerne på Stockholms største gymnasium, hvor gratis vegetarisk kantinemad med 80 pct. økologi er med til at sikre det nødvendige brændstof til elevernes hjerner.

De svenske grundskoler har gennem mange år været langt foran folkeskolen i Danmark, når det gælder økologisk skolemad, mens det i Sverige er op til de enkelte gymnasier, om de ønsker at benytte den svenske stats tilskud til en madordning, der sikrer eleverne gratis skolemad.

I den svenske hovedstad har Anna Wittlock gymnasiet, som ligger på Kungsholmen, taget skridtet videre ved ikke bare at servere gratis skolemad. For at mindske klimaudledningen og ruste eleverne til en fremtid, hvor kødet kommer til at spille en mindre fremtrædende rolle i kosten, serverer gymnasiet udelukkende vegetarisk mad, og 80 pct. af råvarerne er økologiske.

Den kostpolitik er en af grundene til, at skolen, der tog de første elever ind i 2018, allerede har vundet flere priser for sin selvvalgte rolle som bæredygtigt fyrtårn blandt de svenske gymnasieskoler. I år er gymnasiet indstillet til prisen som den mest bæredygtige offentlige kantine.

Skolebuffeten er åben i tre timer

Foodserviceafdelingen i Økologisk Landsforening har besøgt det svenske gymnasium i forbindelse med en inspirationstur til Stockholm, og Malene Jensen, som gennem flere år har arbejdet med omlægning af danske efterskolekøkkener, beskriver det som en ret overvældende oplevelse at besøge Anna Wittlock, når man kommer fra et land, hvor gratis skolemad er et næsten ukendt begreb.

Hver dag mellem kl. 11 og 14 kan de 2.500 gymnasieelever besøge en af kantinens to madstationer. Her kan de i hele kantinens åbningstid spise så meget, som de vil, af tre vegetarretter.

Hvis ikke eleverne spiser i deres klasselokale, kan de fordele sig ud i skolens fem spisesale, som har hver sin stemning.

»I en spisesal bliver der spillet højt hip-hop-musik. Det er den mest populære. I en anden står et flygel, så eleverne selv kan sørge for taffelmusikken, mens der skal være helt stille i en tredje spisesal,« fortæller Malene Jensen.

Hun håber, at de svenske erfaringer kan bruges i Danmark og minder om, at flere studier peger på, at skole­elever har en bedre indlæringsevne, når der er ’sund mad på tanken’.

Men det er ikke den eneste grund til, at også Louise Køster, forperson i Økologisk Landsforening, er varm fortaler for dansk skolemad.

»Jeg drømmer om økologisk skolemad i både folkeskolen og gymnasierne på grund af de mange positive sideeffekter, og det vil samtidig betyde, at vi kan få omlagt flere ha landbrugsjord til økologi,« siger hun.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage